Euforien var til at tage og føle på ovre hos Minut og Polemiken forleden. Kissinger havde i en klumme i Washington Post indtrængende opfordret USA & Europa til at stå sammen for at forhindre en “krig mellem civilisationer” som følge af et atombevæbnet Mellemøsten. Det, der dog allermest fik amagerhylden til at rotere, var konstateringen “…den store trussel ligger i nationalstaternes udhulning og dannelsen af transnationale grupper“. Så kom der virkelig gang i klaphatten og der er et yndigt land.

Hvem er så oraklet Heinz Alfred Kissinger – senere bare Henry Kissinger, der med let hånd strør disse guldkorn. Udsagn der i virkeligheden er slet skjulte relikter fra en anakronistisk nationalchauvinisme.

Kissinger foregiver, at hans ærinde er at hindre en krig mellem civilisationerne, og til hymnerne af Kiplings White Man’s Burden skitserer han, hvordan dette ragnarok kan undgås: “…begge sider af Atlanten burde sætte deres klogeste hoveder sammen for at finde en løsning på, hvordan vi håndterer den fælles fare for en større krig, der udartes til en krig mellem civilisationer på baggrund af et atombevæbnet Mellemøsten” (Læs Iran)

Kissinger har vitterligt forstand på hvad han taler om, nemlig krig. Men lad os først lige dvæle lidt ved, hvad han absolut ikke har forstand på. Fred og fordragelighed, medmenneskelighed og tolerance, evnen til at sætte sig ud over, snart 40 års, etnocentrisme. Civiliseret betyder oprindeligt, at man er underlagt konstitutionelle og lovmæssige vedtægter i et givent samfund, og civilisationer er derfor det modsatte af barbarstater. Kissinger synes aldrig at have lagt mærke til disse finurligheder, og når han så nidkært tilegner sig fadderskabet til fredsbudskabet blandt civilisationerne (hvem de så er), er der al mulig grund til at frygte det værste.

Kissinger er Persona non grata i store dele af verdenen, og undersøgelsesdommere i England, Spanien & Frankrig har forgæves forsøgt at få Kissinger bragt for retten for krigsforbrydelser, drab på civile og en række andre alvorlige forbrydelser. Der er ingen grund til at tro, at dette vil lykkes, så dommen må vi, også i dette tilfælde, lade historiens ubarmhjertelige bagklogskab om at fælde. Der er ingen grund til at klappe i hænderne af Heinz Alfred Kissinger.
Hvis der på begge sider af Atlanten er hoveder, der skal stikkes sammen, så er det i hvert fald ikke kyniske og fallerede koldkrigstaktikere, der skal til rundbords. Og forhåbentlig bliver der indbudt andre til denne kaffeslabberas end bagstræberiske og zenofobe nationalnostalgikere.

Her er et eksempel på Kissingers udsøgte statsmandsskab. Denne samtale mellem Kissinger og Nixon fandt sted 5. november 1971 tidligt om morgenen, dagen efter Indiens premierminister Indira Gandhi havde indledt et officielt besøg i det Hvide Hus:

Nixon: “We really slobbered over that old witch”
Kissinger: “They are the most goddamn aggressive people around.”
Nixon: “The Indians?”
Kissinger: “Yeah.”
Nixon: “Sure.”
Kissinger: “The Indians are bastards anyway. They are starting a war there. While she was a bitch, we got what we wanted too. She will not be able to go home and say that the United States didn’t give her a warm reception and therefore in despair she’s got to go to war.”
 
Flere kilder til Kissingers forbrydelser: http://www.zpub.com/un/wanted-hkiss.html http://www.thirdworldtraveler.com/Kissinger/HKissinger.html